En gudstjeneste kunne man nærmest kalde det men med alle de forskellige kulturer vist frem på den store scene med næsten alle spejderne, om morgenen, er noget af et fællesskab jeg ikke lige havde forestillet mig, jeg ville opleve. Alle står tidligt op og trods det er alle glade og klar på dagen, og at sidde mellem folk fik mig til at indse hvor meget vi egentlig alle sammen gjorde for at komme med på denne lejr, for at være i øjeblikket og at vi alle sammen mindst har en ting tilfælles. For vi er alle sammen spejdere som går under en mand og lov vi faktisk alle har, bare på forskellige udtalelser og sprog. Det fik da nærmest en til glædestårerne at tænke sådan og det fik det hele til at føles som et øjeblik jeg ikke vil miste igen.
Det jeg nyder ved denne lejr er hvor meget alle har gjort for at vi alle bliver blandet og mødes. Bare den morgen fik vi et hvidt tørklæde og en kuglepen, hvor vores opgave derefter var at gå ud og finde nogle fremmede og få den til at skrive deres navne på vores nye tørklæde. Og uden vi kendte hinanden gik vi stadig hen og spurgte simpelt om deres navn og hvilket land de var fra, hvorefter der nu evigt ville stå det på mit tørklæde jeg tager tilbage til Danmark. Se det er spejder ånden i dens bedste lys.
Selv med kulturmøderne fra morgenstunden af holdte det mig da ikke fra at gå op til World point endnu en gang og kigge rundt. Denne gang gik mig og Line omkring og vi fandt blandt andet det indiske telt hvor vi ikke mindst fik nye venner, men også henna tatoveringer, som er en et mønster på ens hånd lavet med plantefarve og holder i omkring 20 dage. Det er noget af et minde at have med når jeg kommer tilbage til Danmark selvom det ikke forbliver på for evigt.
